Hvad har filmen Minority Report, Gladsaxe kommune og Cambridge Analytica med hinanden at gøre?

Selv gud må være misundelig på det potentiale for at være alvidende, der ligger i de data, som høstes i samfundet i dag. Det rejser spørgsmålet: hvad vil vi være med til som borgere?  Data-etik må være et af de absolut vigtigste temaer i 2018.

Som tillidsfulde får gennes vi hen mod den totale kortlægning af vores handlinger, følelser, tanker, netværk. Evnen til at kunne forudsige og påvirke vores næste handling, som i filmen Minority Report, er ikke længere science fiction. I filmen forudser og forhindrer politiet kriminalitet baseret på prediktive analyser. Det virker trygt, indtil data om hovedpersonen, spillet af Tom Cruise, bliver misbrugt. Se filmen og reflektér over, hvordan vores verden i stigende grad ligner den dystopi, der portrætteres i filmen. Det kan lyde som en vild dommedagsprofeti. Men Gladsaxe Kommune-initiativet og Cambridge Analytica (CA)-sagen har vist, at det er mere end som så.

… tankevækkende er myndighedernes ambitioner om profilering af borgerne
Læren af CA-sagen er større end, at nogle skurke angiveligt har høstet og brugt data ulovligt. Læren er, at det næsten alt sammen kunne gøres helt lovligt. Hver eneste dag bliver budskaber versioneret, så de passer til dig, til din nabo, til dit barn, din mor, din bror. Samme afsender, forskellig nuance, så det resonerer med den enkelte. Facebooks sjove like-knapper med hjertet og den sure smiley er til for at lave endnu mere præcis profilering af os som individer. Det er næppe for meget at sige, at de har et mere præcist billede af os, end de fleste af os har af os selv.

Er tiden kommet til at vi genforhandler, hvordan politiske budskaber distribueres i en digital og datadrevet tidsalder?
Selv uden Facebook kan vi segmentere baseret på andre datasæt og tracking! Når du klikker, kan vi finde andre, der ligner dig. Vi sender varianter af samme budskab ud til dem, der ikke reagerede første gang. Når én af dem reagerer, kan vi finde andre, der ligner. Det er, hvad vi gør nu. Tænk, hvad vi kan om to år.  Det er relativt uproblematisk, når det handler om at vise den nybagte mor ble-reklamer, eller når vi vil fortælle folk i lavtliggende områder om sikring mod oversvømmelse.


Vi får et demokratisk problem 
Men CA-sagen har vist, hvordan disse mekanismer udfordrer demokratiet. Det er ikke nyt, at politikere holdningspåvirker. Det nye er, at vi takket være data primært udsættes for indhold, der bekræfter vores eksisterende verdensbillede. At vi med data kan versionere budskaber fra selvsamme politiker, så de passer ret præcist til dig. Du ser ikke hele den politiske platform. Måske er der ikke engang en politisk platform, men blot budskaber, som bevidst er udvalgt og tilpasset. Du bliver bekræftet i, at Trump er din mand, og at Hillary er en b****.

Lige så tankevækkende er myndighedernes ambitioner om profilering af borgerne. Gladsaxe Kommunes intention om at samkøre data om familiers historik og identificere potentielt udsatte børn er blevet til et regeringsinitiativ, som bør få enhver der kærer sig om civile frihedsrettigheder til at rejse et flag.

Hvis vi er taknemmelige for det demokratiske system og de civile rettigheder, der er forudsætningen, bør vi alle opleve en vækkelse i denne tid. Nogle brancher – fx medicinalindustrien – har skærpede krav til deres kommunikation. Er tiden kommet til at vi genforhandler, hvordan politiske budskaber distribueres i en digital og datadrevet tidsalder? Hvordan kan vi værne om frihed og rettigheder op imod teknologiske muligheder, som kan anvendes til at nedbryde vores samfundsorden? Det er på høje tid, vi tager de diskussioner.