Fire digitale tendenser du skal have styr på

28.8.17


Der går ikke en dag uden en ny teknologisk mulighed / trussel. Risikoen for at lade den teknologiske fascination styre innovationen er enorm. Ikke mindst fordi vi med god grund kan frygte at blive hægtet af en væsentlig teknologisk bølge. Det er vigtigt at følge med i udviklingen, som Lebech fra Industriens Fond har påpeget i en kronik på disse sider. I virvaret er det godt at træde et skridt tilbage og se på de overordnede digitale innovationsdrivers betydning for os som forretning.

Den mest retningsgivende måde at orientere sig i teknologiens mangfoldighed er at komme helt tæt på de substantielle forskelle, man gerne vil gøre i menneskers liv.
Vi kan dele de digitale innovationsdrivere op i fire temaer: Teknologi, forbrugere, konkurrenter og lovgivning.

Teknologien er en driver i sin egen ret. Med den hastighed teknologien udvikler sig i, kan vi ikke se ret langt ud i fremtiden. Derfor må vi arbejde på basis af scenarier: Hvad tror vi vil være teknisk muligt? Hvad betyder det for, hvordan vi driver forretning i fremtiden? Hvordan mon mennesker vil blive påvirket af teknologien? Hvordan vil de gøre forretning med os i fremtiden? Det kan man blive helt ør i hovedet af at tænke på.

Det fører til os til forbrugerne. Menneskelige drivers er forbløffende bestandige, når det kommer til stykket. Mennesker har basale behov, som vi kommer til at servicere på nye måder takket være ny teknologi. Den mest retningsgivende måde at orientere sig i teknologiens mangfoldighed er at komme helt tæt på de substantielle forskelle, man gerne vil gøre i menneskers liv. For eksempel: ”Som bank er vi afhængige af kundernes tro på, at vi beskytter deres penge”. Det giver retning for, hvilke service-oplevelser vi skal skabe med morgendagens teknologier.

Set i en digital innovationsoptik sker det rigtigt interessante i de niche-produkter, der udvikles uden for kategorien og i start ups. De bedste af disse er nemlig karakteriseret ved et skarpt blik for brugernes behov, et ret afgrænset scope og en nonchalance omkring legacy-virksomhedernes konventioner.

Det leder til konkurrenterne, som der er flere af i dag, end man med rimelighed kan kortlægge. Hvorfor? Fordi de er både i kategorien, uden for kategorien og i start up miljøerne både herhjemme og internationalt. Det er altid tankevækkende at følge med i konkurrenternes gøren og laden. Men set i en digital innovationsoptik sker det rigtigt interessante i de niche-produkter, der udvikles uden for kategorien og i start ups. De bedste af disse er nemlig karakteriseret ved et skarpt blik for brugernes behov, et ret afgrænset scope og en nonchalance omkring legacy-virksomhedernes konventioner. De løser et velafgrænset problem på den simpleste måde med de mest egnede teknologier. Legacy-virksomhederne må overveje, hvordan man knytter sådanne erfaringer og produkter tættere til egen forretning.

Trods innovationskraft i erhvervslivet og vækst i teknologiske muligheder kan lovgivningen desværre ofte ikke følge med. Dels fordi den har geografiske grænser, mens innovationen er international, og dels fordi vi ikke kan forestille os, hvordan vi skal lovgive om en fremtid, vi ikke kan forudse. Og fordi vi beskytter interesser, der nok i mange tilfælde burde genforhandles. Det er et reelt problem, som fx rammer de deleøkonomiske platforme.

Her kunne man ønske sig, at politikere, interesseorganisationer og specialister sammen for alvor udforskede, hvordan vi samfundsmæssigt faciliterer innovation. Og at de turde finde visionære svar, som ikke bukker under for særinteresser.

Mens de bakser med det, må vi anskue begrænsningerne som drivers for innovation. Vi må kreativt afsøge, hvad vi kan gøre med den nyeste teknologi inden for den aktuelle lovgivning, hvis grænseland trods alt ofte er fleksibelt.

0 Kommentarer