Det er ”common wisdom” at børn og unge skal lære at kode. Verden bliver mere og mere digitaliseret, og netop derfor skal vi have flere til at lære at kode. Alle skal kunne kode i fremtiden, for hvordan i alverden skal vi ellers sikre vores samfunds overlevelse?

Som seneste udgave af The Economist fremhæver, skal man imidlertid huske at artificial intelligence (AI) snart er i stand til at hjælpe os ubehjælpsomme stakler, der ikke kan kode, til at udvikle smarte løsninger. Vi kigger her ikke mange år ud i fremtiden.

De børn, der starter i 0. klasse efter ferien, skal som kohort betragtet næppe regne med at deres eventuelle kodekompetencer har nogen særlig anvendelse i sig selv, når de går ud af 9. klasse.

Nogen skal selvfølgelig kunne finde ud af AI og andre teknologier, der er fremherskende fremover. Og vi skal bestemt animere til interesse for de tekniske fag. Men kodning er næppe noget, som flertallet i fremtiden vil være beskæftiget med.

Når digitaliseringen bevæger sig så afsindigt hurtigt, er det umuligt at spå om fremtidens arbejdsmarked. Så der er da risiko for, at jeg tager fejl, og at fremtidige generationer vil anskue kodning som en primær kompetence, ligesom at læse, skrive og regne.

En mere realistisk vurdering er dog, at vi ligesom i industrialiseringen kommer til at se en beskæftigelse, der ikke kræver at flertallet kan udvikle teknologierne, men snarere at flertallet kan finde ud af at betjene teknologierne.

Digitaliseringen medfører, at en del af vores klassiske arbejdsområder og stillinger udhules eller forsvinder. Det er en udvikling, som tager fart fremover. Samtidig skal vi tilsyneladende belave os på at være længere på arbejdsmarkedet. Det kommer til at ske i modeller for tilknytning og beskæftigelse, som er anderledes i fremtiden. Som sagt er det vanskeligt at se ret langt ud i fremtiden, men det peger på at det vigtigste, vi overhovedet kan lære os selv og vores børn, er at kunne tilegne os nye kompetencer. Et givent kompetencesæt kommer ikke til at holde livet ud.

Grundlæggende samfundsmæssige og menneskelige værdier
Nogle mener, at digitaliseringen vil resultere i færre jobs og meget mere fritid og at vi derfor har et behov for at opfinde borgerlønsmodeller. Andre mener, at de frigivne hænder vil blive brugt arbejdsmæssigt til at løse sociale og samfundsmæssige opgaver, der ikke løses i dag. Det vil sige, at vi ikke behøver at frygte en nedgang i antallet af jobs men i stedet skal overveje hvilke kerneopgaver, vi har behov for bliver løst i vores samfund fremover. USA’s Bureau of Labour Statistics har tal, der viser, at de hastigst voksende beskæftigelsesområder findes inden for ”personal care”, som i parentes bemærket ikke forudsætter den dybe forståelse for kode.

Vi har længe været underkastet et teknisk-rationelt paradigme på arbejdsmarkedet. Men det er bestemt ikke sådan, at alle tænkelige samfundsmæssige opgaver løses til UG og slange i dag. Og der er langt, langt flere værdifulde “jobs to be done” i vores samfund end dem, vi overkommer at løse i dag. Der er mere end rigelig plads til at vores menneskelige ressourcer fremover løser opgaver, der har enorm samfundsmæssig og social værdi.

Digitaliseringen er således også en mulighed for et mere samfundsmæssigt-menneskeligt paradigme. Men det kræver, at vi ikke reducerer digitaliseringen til kodesprog og teknik, men kvalificerer os til en mere værdibaseret samtale om, hvad vi som mennesker og samfund kan bruge digitaliseringen til og hvilke etiske overvejelser, vi er nødt til at gøre os, når teknologien skaber muligheder, vi ikke tidligere kunne have drømt om. Det kræver et stærkt kollaborativt samspil mellem forskellige faggrupper med både tekniske, samfundsfaglige, kreative og humanistiske baggrunde, der samarbejder om at forestille sig mange forskellige løsningsscenarier til både offentlige og erhvervsmæssige formål. Og naturligvis nogle dygtige folk til at realisere nogle af scenarierne gennem blandt andet teknologianvendelse.